Personerne bag
Lang og tro tjeneste for Randers Havn havde slidt så hårdt på Lillebjørn at skibet i slutningen af 1980’erne stod til skrotning. En kreds af handlekraftige Randers-borgere besluttede imidlertid at bevare Lillebjørn som en aktiv og synlig del af miljøet på Randers Havn.
Foreningen til Lillebjørns Bevarelsen blev skabt i 1990, da chancen for at erhverve Lillebjørn begyndte at tage form. Foreningen afholdt den 6. maj 1991stiftende generalforsamling – den blev afholdt på Randers Tandhjulsfabrik/ Søren Fischer.
Den første formand var Ole Nielsen, der sammen med sin bestyrelse, sponsorer og bidragsydere skabte muligheden for en omfattende restaurering af Lillebjørn på Brusgaard Produktionsskole. Efter 3 års hårdt arbejde blev Lillebjørn den 9. august 1994 søsat til et nyt liv som udflugtsbåd på Randers Fjord.
Allerede dengang var det ildsjæle, der sørgede for at Lillebjørn blev et aktiv for Randers. Ikke mindst produktionschefen på Randers Tandhjulsfabrik, Jørn Jørgensen, løftede en kæmpe opgave med at organisere de utallige drifts- og vedligeholdelsesopgaver lige som han bidrog stærkt til at markedsføre Lillebjørn. Andre ildsjæle var havnemester Gunnar Drachmann, Stig Dich, Jørgen Steffensen, Finn Gregersen, Harry Ottesen og Palle Konggaard. På hver sit område, med betydeligt engagement og stor arbejdsindsats, skabte de succesen Lillebjørn. Hvert år fra maj til september ses Lillebjørn på vandet som et stykke sejlende Randers historie.
Gunnar Drachmann arrangerede som tidligere havnemester kursus i navigation og radio-betjening for Lillebjørns første skippere – og afholdt eksamen til duelighedsbevis og VHF-certifikat samt praktisk prøve. De fleste bestod. Efter en lidt forsigtig start kom der stille og roligt gang i booking og udlejning. De få skippere, der var til rådighed, blev af Palle Konggaaard igen og igen booket til det stigende antal sejladser.
Senere blev Jacob Norholt formand – med ham ved roret eskalerede udlejningen stærkt og selve foreningen udviklede sig hastigt. Med i bestyrelsen var dengang fhv. erhvervschef Godtfred Nissen, som fik ekstra gang i udlejningen hvorefter behovet for flere skippere steg stærkt. Moderniserede systemer til booking, bemanding og betaling blev indført for at håndtere op til 70-75 sejladser årligt. Igennem mange år blev især Nils Aagesen den der tog rigtig mange sejladser – både planlagte og akutte.
Foreningens næste formand, Torben Vestergaard, tog straks fat på nogle akutte problemer i forhold til driften – her gjaldt det først og fremmest om at få skibet på værft.
Gennem årene havde Palle Baunsgaard været fundraiser og skaffet midler til blandt andet overdækning og et nyt kahytstag. Nu gjaldt det så en ny motor mv. ELRO-Fonden bevilgede til vores store glæde de nødvendige ca. 500 tkr. der skulle bruges, så vi i vinteren 2018/19 kunne få ny motor og ny skrueaksel isat og en hel masse nødvendigt vedligehold udført.
I 2019 fik foreningen igen ny formand – Carsten Vammen. Så gik det endnu stærkere: Carsten fortsatte den lagte linje, fandt nye samarbejdspartnere, flere skippere, flere matroser og flere Bjørnebanditter.
Og der kom gang i den på de sociale medier da Lasse Elmgren fik Lillebjørn på Facebook med en stribe konkurrencer. Det gav straks pote i form af nye medlemmer, flere sejladser og en masse PR.
De mange sejladser – nu ca. 100 per sæson – krævede nyt bemandings-system. Kai Braad som gennem flere år havde stået for bemandingsopgaven overlod posten til Morten Sarvig samtidig med at et nyt bemandingssystem blev implementeret.
Ansvar for økonomi og regnskab har i 15-20 år ligget hos Sven Grove Jørgensen, der nu som pensionist tillige tæller med som skipper.
På mandskabssiden er Michael Vejlstrup den der i dag sikrer at alle skippere og matroser har den nødvendige uddannelse og erfaring og han sørger for at manualer om sikkerhed, brandslukning, instrukser, m.m. hele tiden er ajour og kendt af alle der har med skibet at gøre.
Når foråret kalder møder Bjørnebanden trofast op på Havnens plads og går løs på skibet oppe og nede, inde og ude. Egon Pedersen sørger, udover vådt og tørt til dem alle, også for at Lillebjørn over og under dæk, er fuldt forsvarligt at sejle med før søsætningen i maj og løbende igennem den hektiske sommersæson på vandet.
Revideret april 2023 af Jacob Norholt